CHICAGO - I will miss your windy kiss!

Jeg ved der har været meget stille på bloggen på det seneste og det er der et par gode grunde til! 1: min buddy Sofie har været i Danmark og der er derfor ikke sket det store på oplevelses fronten 2: Min host familie har på ingen måde hjulpet til med så at invitere mig til aktiviteter. Så ja der har været stille. Det er jo ikke skide spændende at berette om hysteriske teenage børn, lige så hysterisk host mom og da slet ikke at jeg har tegnet, læst og set FRIENDS 14 dage i træk. - Jeg glæder mig helt vildt til at komme hjem! Jeg elsker Chicago, men er træt af børn og hele tiden at skulle tilsidesætte mine egne behov! Jeg er træt af vasketøj, opvask, madpakker, køre rundt til forskellige aktiviteter og jeg er træt af børn og amerikanere generelt, helt ind til knoglerne! Men jeg giver ikke op! Det her skulle være mit år og det skal min hostfamilie slet ikke have lov til at udnytte! Jeg synes det er fjollet at man kan have et andet menneske boende og forvente at man er en del af familien selvom man kun er det, når der skal arbejdes og ikke når der er tid til sjov. Det er frustrerende ikke at blive inviteret med på ture og ferier! At sidde hjemme når de er på vennebesøg. Nå men nok om det! Imorgen går turen down town og det bliver godt at få lidt windy city rundt om ørerne! Der er gang i den by og ja -jeg elsker den! 

Fotokursus

Sofie og jeg blev sluppet løs i fotostudiet på vores fotokursus! Det var vildt fedt at lege med professionelt udstyr og lys. Selvom det ikke var alle billeder der endte lige vellykket fik vi nogle rigtig fine resultater! Billederne her er taget af Sofie! Kurset er rigtig fint, men kan godt være lidt monotomt og kedeligt, når vi faktisk allerede har rimelig godt styr på, hvordan man putter batterier og SD kort i kameraet så en del af kurset foregår med at grine og ryste på hovedet over, hvor dumme vores lærer tror vi er. - Og det må være meget siden hun forklarer, hvordan man tænder kameraet, hver eneste gang vi skal igang med at tage billeder til en aflevering. Det er rart at lave noget andet end at passe børn, rydde op eller et eller andet børnerelateret! 

S P R I N G B R E A K

Maaaaaathilda (De kan ikke udtale e'et Mathilde hæhæ) OMG Thunder lost his legs!! They are gooooone!  

Efter som familien havde valgt at tage til New York uden mig undskyldningen var at de synes det ville være akavet for mig at tage rundt på familie besøg, ja hvad skulle jeg da ellers lave nu vi var i New York? Nå men de kom jo så også tilbage på et tidspunkt, hvilket var onsdag aften. Torsdag var så tilbage ''på arbejde'' igen efter nogle hyggelige dage alene med katten. Jeg fik kørt Alec hen til sin ven, hvor han skulle tilbringe et par timer og jeg havde lidt tid alene med Zoe. Det var meningen jeg skulle ''crafte'' (altså lave do it yourself projekter) Men hun gad ikke rigtig så det blev ikke til meget og jeg skulle også hive hende ud at spise til frokost. Det er altså ikke nemt at få skyld for man aldrig laver noget med hende, når hun i virkeligheden ikke rigtig gider. -Men jeg har gjort mit, så er der ikke mere jeg kan gøre. Efter frokost lave vi negle, hvilket var en lille succes. Nu har jeg et par fridage igen og jeg klager ikke.

De fridage blev så brugt på at nyde det dejlige forårsvejr med hjemmelavet koldskål og teater med familien. Det var rigtig hyggeligt at få lov at nyde lidt ''kvalitetstid'' med familien selvom teaterstykket ikke faldt i god jord hos alle børn. Men jeg nød det og det var hyggeligt at være ude at lave noget.

eight months in united states of america

Foråret er på vej! Hvor er det bare dejligt at vejret omsider bliver varmere og folk bliver gladere. Jeg savner dig Danmark.


Jeg har været i USA i 8 måneder nu// Jeg elsker Donuts // Jeg elsker tv-serien Friends // Min favorit er uden tvivl Phoebe // Jeg går helt amok i kuponer og er hvad man herovre kalder en 'coupon-hunter' (altså ikke sådan crazy, men sådan lidt vild i det) // Jeg elsker at spille Playstation // Jeg bor hos en skilsmisse familie, men bor kun hos moren, da faren altid rejser // Jeg glæder mig til at få dansk mad igen // Jeg savner Faxe Kondi, Diet Coke er godt, men slet ikke det samme // Jeg spiser utroligt meget ude herovre, da det er nemt billigt og man slipper for at tilbringe tid med sin host familie (nogen gange har man bare brug for en pause) // Jeg kan ikke så godt lide Cheese Cake, da jeg simpelthen ikke synes smagen er de sindssygt mange kalorier værd // Jeg elsker Langt fra Las Vegas // Jeg elsker at se Dybvaaaad specielt, når jeg er her og kan se lidt dansk tv // Jeg elsker pommes // Min bedste oplevelse her er uden tvivl Hawaii // Chicago er en utrolig smuk, men vanvittig kold by // Chicago er den storby i USA, hvor der bliver skudt flest mennesker // Hellerup kan godt pakke sammen i forhold til forstæderne nord for Chicago, det er fuldstændig vanvittigt // Abercrombie & Fitch til tider vilde udsalg gør mig virkelig glad // Jeg er træt af amerikanernes uvidenhed og kærlighed til deres eget land // Amerika har virkelig dårligt slik, savner Haribo // Amerikanernes åbenhed er overvurderet for i virkeligheden er de fuldstændig ligeglade // Amerikanske børn er ALT for forkælede // Der er alt for stor forskel på rig og fattig her // Min host mom er en totalt sortseer og virkelig det mærkeligste, men også sjoveste menneske jeg nogensinde har mødt // Jeg har kommet til en utrolig nærig familie noget jeg synes er lidt ærgerligt, men de er søde og rare så det hjælper lidt, selvom de til tider også er hysteriske //

Alene hjemme. -Igen igen

Alene hjemme. Forladt af min værtsfamilie til fordel for byernes by New York City. Det er hverken første eller sidste gang jeg kommer til at være alene her i det store mørke hus. Det føles håbløst at være her helt alene i en uge. Vi startede 7 danske Au Pairs og vi havde vores egen lille ''gruppe''. Der er et par andre danskere, der bor i eller på den anden side af Chicago, men de fleste bor for langt væk eller også er de over 21 og så er det selvfølgelig klart at de gerne vil i byen nu de rent faktisk har muligheden modsat os andre, der må leve med at være ''mindreårig''. Det var jo ikke det her jeg drømte om da jeg startede. Jeg har fået rigtig mange nye venner, som nu alle sammen befinder sig i Danmark, hvor kun den ene kommer tilbage igen. Men jeg har været her 8 måneder og den af ''os'' der har været her længst. Katten er min eneste ''ven'' i de mørke aftner. Men så er det godt at man kan nyde sit eget selskab og hvad kan der ikke ske når man befinder sig i mulighedernes land?

Søndag tog jeg toget til downtown for at komme lidt ud. Jeg nød den fantastiske udsigt til bønnen og den første egentlige forårsdag i Chicago.

Lørdag tog jeg cyklen en stor trøje og skiundertøjet på og cyklede til nabobyen Evanston, den sidste forstad inden postnummeret hedder Chicago. Man kan virkelig se forskellen fra store flotte og velhavende Wilmette til det knap så flotte Evanston. Det er skræmmende der inden for et forholdsvis lille areal er så stor forskel på midler og hvem man er. Måske er det bare USA i en nøddeskal? Og det værste er at jo længere syd du kommer, jo værre bliver det. Evanston er vand ved siden af den sydlige del af Chicago.

Meditation

Når det hele ikke spiller 100 procent.

Jeg har altid været rigtig glad for min værtsfamilie og det er når søde og dejlige mennesker, men de har kun et problem som nok gælder for de fleste amerikanere (uden at generalisere) de ejer ikke empati. Det kan godt være svært at være så langt hjemmefra og så være et sted der ikke kan finde ud af at tage hånd om en når man har det svært. For det måtte jo komme. Jeg har været afsted i 8 måneder nu og har ikke fortrudt et eneste sekund endnu selvom det her været rigtig rigtig hårdt, men det har også været en fantastisk rejse med masser af oplevelser. Men der også en bagside af at være au pair! -Noget som der ikke altid bliver talt så meget om på bloggene.

Efter en lang lang vinter har det været rigtig hårdt at være her. (Med sne fra 6 december til midt i Marts). Det har betydet lukkede skoler, skemakonflikter pga. af aflyste og ændrede sportsdatoer osv.= Børnene har virkelig ikke været søde og min hostmom har været rigtig frustreret og det er så gået ud over mig, fordi hun ikke har en mand at lade det gå ud over - ham har hun allerede smidt ud. Så for at gøre en lang historie kort har hun ikke selv vidst hvad hun skulle gøre og kontaktet min LCC. Det endte altså ud i meditation, som er stadiet man tager inden rematch. Det behøver slet ikke at betyde rematch, det kan også være et møde for at få slået fast hvad problemerne er og så arbejde ud fra det. Det var utrolig frustrerende at gå rundt at vide at der var noget galt, men at der ikke var nogen der tog fat i én for at få styr på tingene. Jeg har manglet en base og en planke, som jeg var sikker på jeg kunne støtte mig til, når børnene var urimelige. Jeg havde ingen opbakning fra min hostmom og børnene kunne mærke at hun var stresset, så de vidste præcis hvordan de skulle gøre for at få deres vilje. Lige meget hvordan og hvad jeg gjorde var der altid et eller andet galt og der blev kun fokuseret på hvad der var forkert og ikke hvad der var rigtigt eller godt.

Nå men mødet igår gik rigtig godt og det var vildt dejlig at have min LCC's opbakning og at det ikke var mig der gjorde noget forkert, men at vi sammen skulle tænke over hvad vi kunne gøre for at få børnene til at opføre sig bedre. Jeg fik også sagt hvor hårdt det er at lægge liv og sjæl i noget, der så bliver taget for givet. Og det værste er nok at jeg ved lige netop det kommer ikke til at ændre sig. - De kan ikke gøre for det, det er desværre deres natur. Sådan er de fleste amerikanere. De er vant til at have det godt. De har alt og mere til. Men alene det at få nogen her ovre's opbakning og få det sagt giver mere ro på. Au Pair livet er ikke lutter lagkage, og man kan diskutere om det er værd at tage kampen, men jeg er her stadig, jeg nyder USA og er glad for alle de oplevelser jeg får herovre og hvordan jeg lærer at det hele nok skal gå i sidste ende. Selvom min LCC blev ved med at sige at rematch var en mulighed er det aldrig det jeg har ønsket, jeg er glad for familien, de skal bare lære at tænke sig lidt om. Jeg synes ikke det liv de lever er et særligt godt liv, for der er ingen der har tid til hinanden og der er måske også derfor deres aftner ofte ender i råben og skrigen af hinanden, fordi der ikke er tid til bare at være hjemme og nyde hinanden selskab. Der skal ske noget hele tiden. Så for mig handler det nu om at tage arbejdshandskerne på igen,  for der er 4 måneder endnu som skal nydes!

Lake Michigan

Stod op, smurte en madpakke og startede bilen mod stranden. Der er så smukt og man kan se hvordan naturens kræfter er stærkere end noget andet mennesket kan opdrive. Sandet er blevet flået op i store bakker af isen, der svinder ud i horisonten. Solen titter så smukt ned over de isklædte sandbakker, der vidner om en hård hård vinter, der sjældent er set lignende. Men smukt det er det og det får mennesket til at se så ualmindeligt småt ud. Isen forsætter så langt øjet rækker og svinder langt ud i horisonten, mens vi stadig venter på at foråret snart skal komme. Men det er både isen og temperaturene ligeglade med for selvom vi skriver marts er vi stadig tættere på frysepunktet end vi er på foråret. Men måske er der alligevel ikke så langt igen som vi går og tror? Solen skinner og smiler og folk er glade, måske er foråret alligevel på vej?