Alene hjemme. -Igen igen

Alene hjemme. Forladt af min værtsfamilie til fordel for byernes by New York City. Det er hverken første eller sidste gang jeg kommer til at være alene her i det store mørke hus. Det føles håbløst at være her helt alene i en uge. Vi startede 7 danske Au Pairs og vi havde vores egen lille ''gruppe''. Der er et par andre danskere, der bor i eller på den anden side af Chicago, men de fleste bor for langt væk eller også er de over 21 og så er det selvfølgelig klart at de gerne vil i byen nu de rent faktisk har muligheden modsat os andre, der må leve med at være ''mindreårig''. Det var jo ikke det her jeg drømte om da jeg startede. Jeg har fået rigtig mange nye venner, som nu alle sammen befinder sig i Danmark, hvor kun den ene kommer tilbage igen. Men jeg har været her 8 måneder og den af ''os'' der har været her længst. Katten er min eneste ''ven'' i de mørke aftner. Men så er det godt at man kan nyde sit eget selskab og hvad kan der ikke ske når man befinder sig i mulighedernes land?

Søndag tog jeg toget til downtown for at komme lidt ud. Jeg nød den fantastiske udsigt til bønnen og den første egentlige forårsdag i Chicago.

Lørdag tog jeg cyklen en stor trøje og skiundertøjet på og cyklede til nabobyen Evanston, den sidste forstad inden postnummeret hedder Chicago. Man kan virkelig se forskellen fra store flotte og velhavende Wilmette til det knap så flotte Evanston. Det er skræmmende der inden for et forholdsvis lille areal er så stor forskel på midler og hvem man er. Måske er det bare USA i en nøddeskal? Og det værste er at jo længere syd du kommer, jo værre bliver det. Evanston er vand ved siden af den sydlige del af Chicago.

Meditation

Når det hele ikke spiller 100 procent.

Jeg har altid været rigtig glad for min værtsfamilie og det er når søde og dejlige mennesker, men de har kun et problem som nok gælder for de fleste amerikanere (uden at generalisere) de ejer ikke empati. Det kan godt være svært at være så langt hjemmefra og så være et sted der ikke kan finde ud af at tage hånd om en når man har det svært. For det måtte jo komme. Jeg har været afsted i 8 måneder nu og har ikke fortrudt et eneste sekund endnu selvom det her været rigtig rigtig hårdt, men det har også været en fantastisk rejse med masser af oplevelser. Men der også en bagside af at være au pair! -Noget som der ikke altid bliver talt så meget om på bloggene.

Efter en lang lang vinter har det været rigtig hårdt at være her. (Med sne fra 6 december til midt i Marts). Det har betydet lukkede skoler, skemakonflikter pga. af aflyste og ændrede sportsdatoer osv.= Børnene har virkelig ikke været søde og min hostmom har været rigtig frustreret og det er så gået ud over mig, fordi hun ikke har en mand at lade det gå ud over - ham har hun allerede smidt ud. Så for at gøre en lang historie kort har hun ikke selv vidst hvad hun skulle gøre og kontaktet min LCC. Det endte altså ud i meditation, som er stadiet man tager inden rematch. Det behøver slet ikke at betyde rematch, det kan også være et møde for at få slået fast hvad problemerne er og så arbejde ud fra det. Det var utrolig frustrerende at gå rundt at vide at der var noget galt, men at der ikke var nogen der tog fat i én for at få styr på tingene. Jeg har manglet en base og en planke, som jeg var sikker på jeg kunne støtte mig til, når børnene var urimelige. Jeg havde ingen opbakning fra min hostmom og børnene kunne mærke at hun var stresset, så de vidste præcis hvordan de skulle gøre for at få deres vilje. Lige meget hvordan og hvad jeg gjorde var der altid et eller andet galt og der blev kun fokuseret på hvad der var forkert og ikke hvad der var rigtigt eller godt.

Nå men mødet igår gik rigtig godt og det var vildt dejlig at have min LCC's opbakning og at det ikke var mig der gjorde noget forkert, men at vi sammen skulle tænke over hvad vi kunne gøre for at få børnene til at opføre sig bedre. Jeg fik også sagt hvor hårdt det er at lægge liv og sjæl i noget, der så bliver taget for givet. Og det værste er nok at jeg ved lige netop det kommer ikke til at ændre sig. - De kan ikke gøre for det, det er desværre deres natur. Sådan er de fleste amerikanere. De er vant til at have det godt. De har alt og mere til. Men alene det at få nogen her ovre's opbakning og få det sagt giver mere ro på. Au Pair livet er ikke lutter lagkage, og man kan diskutere om det er værd at tage kampen, men jeg er her stadig, jeg nyder USA og er glad for alle de oplevelser jeg får herovre og hvordan jeg lærer at det hele nok skal gå i sidste ende. Selvom min LCC blev ved med at sige at rematch var en mulighed er det aldrig det jeg har ønsket, jeg er glad for familien, de skal bare lære at tænke sig lidt om. Jeg synes ikke det liv de lever er et særligt godt liv, for der er ingen der har tid til hinanden og der er måske også derfor deres aftner ofte ender i råben og skrigen af hinanden, fordi der ikke er tid til bare at være hjemme og nyde hinanden selskab. Der skal ske noget hele tiden. Så for mig handler det nu om at tage arbejdshandskerne på igen,  for der er 4 måneder endnu som skal nydes!

Lake Michigan

Stod op, smurte en madpakke og startede bilen mod stranden. Der er så smukt og man kan se hvordan naturens kræfter er stærkere end noget andet mennesket kan opdrive. Sandet er blevet flået op i store bakker af isen, der svinder ud i horisonten. Solen titter så smukt ned over de isklædte sandbakker, der vidner om en hård hård vinter, der sjældent er set lignende. Men smukt det er det og det får mennesket til at se så ualmindeligt småt ud. Isen forsætter så langt øjet rækker og svinder langt ud i horisonten, mens vi stadig venter på at foråret snart skal komme. Men det er både isen og temperaturene ligeglade med for selvom vi skriver marts er vi stadig tættere på frysepunktet end vi er på foråret. Men måske er der alligevel ikke så langt igen som vi går og tror? Solen skinner og smiler og folk er glade, måske er foråret alligevel på vej?

7 måneder og 5 venter forude.

Lige nu går tiden hurtigt, men også vanvittig langsom på samme tid. Det er frost og koldt, hvilket betyder at det Chicago ikke er til at holde ud at være i. Specielt ikke efter at være kommet hjem Hawaii med sommer, sol og 25+. Men nu er jeg ved at være et godt stykke over halvvejs og er sikker på at nu skal jeg nok holde ud det sidste stykke tid og gennemføre mit år, så jeg kan se min familie igen! Men hvordan har jeg så ændret mig og hvad er sket der har været med til at ændre mig, mens jeg har været afsted? På billeder har jeg ikke ændret mig det store, så forvandlingen må være sket inden i og ikke uden på, for ændret mig har jeg helt sikkert.

Jeg skal ikke have børn foreløbigt og når jeg skal vil jeg have tid til dem
Jeg tror ikke længere på ''den amerikanske drøm''
Jeg er endnu mere stolt af Danmark end jeg var før
Jeg har udviklet mig rigtig meget, mens jeg har været afsted og blevet mere voksen
Jeg er blevet bedre løse mine egne problemer og selv tage stilling til hvad der er det bedste at gøre.
Mit danske sprog er blevet værre, mens mit engelske er blevet det bedre
Jeg har mærket hvad det vil sige at have venskaber, der er virkelig tætte med folk du knapt nok kender.
Jeg er blevet forelsket i Starbucks
Jeg er begyndt at læse langt flere bøger!
Jeg ved nu at ''hygge'' rent faktisk ikke findes her og det ikke bare er fordi begrebet ikke kan oversættes
Jeg er blevet grinet af fordi jeg stadig i en alder af snart 20 år går op i fødselsdage - for det er kun for børn her
Jeg har fundet ud af hvor vigtigt det er at føle ''man hører til''
Jeg er blevet tilhænger af Target! -Elsker det sted.
Jeg er blevet helt tosset med Donuts.
Jeg er begyndt at kunne lide både sennep, soya og oliven. (Før var det bare no-go).
Jeg er ikke længere så bange for køre bil, som jeg var i DK.
Jeg har det rigtig svært med amerikanere.
Jeg er begyndt at forstå hvor meget det at have en anden nationalitet er vigtig for en selv.
Jeg er blevet spurgt om hvor i Chicago jeg er fra og måtte skuffe dem og sige ''Danmark''
Jeg er mærkelig fordi jeg putter ketchup på min spagetti
Jeg er i det hele taget underlig når jeg spiser mad.
Jeg er blevet stærkere og har endelig fået lov til at ligge ting bag mig
Jeg er blevet husmor
Jeg kan snilt klare en tv serie, opvask og madlavning på samme tid.
Jeg er blevet virkelig træt af amerikanske børn og amerikanernes opdragelse.
Jeg er stadig glad for beslutningen om at blive au pair.
Jeg glæder mig helt vildt til at komme hjem til Danmark.