Meditation

Når det hele ikke spiller 100 procent.

Jeg har altid været rigtig glad for min værtsfamilie og det er når søde og dejlige mennesker, men de har kun et problem som nok gælder for de fleste amerikanere (uden at generalisere) de ejer ikke empati. Det kan godt være svært at være så langt hjemmefra og så være et sted der ikke kan finde ud af at tage hånd om en når man har det svært. For det måtte jo komme. Jeg har været afsted i 8 måneder nu og har ikke fortrudt et eneste sekund endnu selvom det her været rigtig rigtig hårdt, men det har også været en fantastisk rejse med masser af oplevelser. Men der også en bagside af at være au pair! -Noget som der ikke altid bliver talt så meget om på bloggene.

Efter en lang lang vinter har det været rigtig hårdt at være her. (Med sne fra 6 december til midt i Marts). Det har betydet lukkede skoler, skemakonflikter pga. af aflyste og ændrede sportsdatoer osv.= Børnene har virkelig ikke været søde og min hostmom har været rigtig frustreret og det er så gået ud over mig, fordi hun ikke har en mand at lade det gå ud over - ham har hun allerede smidt ud. Så for at gøre en lang historie kort har hun ikke selv vidst hvad hun skulle gøre og kontaktet min LCC. Det endte altså ud i meditation, som er stadiet man tager inden rematch. Det behøver slet ikke at betyde rematch, det kan også være et møde for at få slået fast hvad problemerne er og så arbejde ud fra det. Det var utrolig frustrerende at gå rundt at vide at der var noget galt, men at der ikke var nogen der tog fat i én for at få styr på tingene. Jeg har manglet en base og en planke, som jeg var sikker på jeg kunne støtte mig til, når børnene var urimelige. Jeg havde ingen opbakning fra min hostmom og børnene kunne mærke at hun var stresset, så de vidste præcis hvordan de skulle gøre for at få deres vilje. Lige meget hvordan og hvad jeg gjorde var der altid et eller andet galt og der blev kun fokuseret på hvad der var forkert og ikke hvad der var rigtigt eller godt.

Nå men mødet igår gik rigtig godt og det var vildt dejlig at have min LCC's opbakning og at det ikke var mig der gjorde noget forkert, men at vi sammen skulle tænke over hvad vi kunne gøre for at få børnene til at opføre sig bedre. Jeg fik også sagt hvor hårdt det er at lægge liv og sjæl i noget, der så bliver taget for givet. Og det værste er nok at jeg ved lige netop det kommer ikke til at ændre sig. - De kan ikke gøre for det, det er desværre deres natur. Sådan er de fleste amerikanere. De er vant til at have det godt. De har alt og mere til. Men alene det at få nogen her ovre's opbakning og få det sagt giver mere ro på. Au Pair livet er ikke lutter lagkage, og man kan diskutere om det er værd at tage kampen, men jeg er her stadig, jeg nyder USA og er glad for alle de oplevelser jeg får herovre og hvordan jeg lærer at det hele nok skal gå i sidste ende. Selvom min LCC blev ved med at sige at rematch var en mulighed er det aldrig det jeg har ønsket, jeg er glad for familien, de skal bare lære at tænke sig lidt om. Jeg synes ikke det liv de lever er et særligt godt liv, for der er ingen der har tid til hinanden og der er måske også derfor deres aftner ofte ender i råben og skrigen af hinanden, fordi der ikke er tid til bare at være hjemme og nyde hinanden selskab. Der skal ske noget hele tiden. Så for mig handler det nu om at tage arbejdshandskerne på igen,  for der er 4 måneder endnu som skal nydes!