Alene hjemme. Forladt af min værtsfamilie til fordel for byernes by New York City. Det er hverken første eller sidste gang jeg kommer til at være alene her i det store mørke hus. Det føles håbløst at være her helt alene i en uge. Vi startede 7 danske Au Pairs og vi havde vores egen lille ''gruppe''. Der er et par andre danskere, der bor i eller på den anden side af Chicago, men de fleste bor for langt væk eller også er de over 21 og så er det selvfølgelig klart at de gerne vil i byen nu de rent faktisk har muligheden modsat os andre, der må leve med at være ''mindreårig''. Det var jo ikke det her jeg drømte om da jeg startede. Jeg har fået rigtig mange nye venner, som nu alle sammen befinder sig i Danmark, hvor kun den ene kommer tilbage igen. Men jeg har været her 8 måneder og den af ''os'' der har været her længst. Katten er min eneste ''ven'' i de mørke aftner. Men så er det godt at man kan nyde sit eget selskab og hvad kan der ikke ske når man befinder sig i mulighedernes land?
Søndag tog jeg toget til downtown for at komme lidt ud. Jeg nød den fantastiske udsigt til bønnen og den første egentlige forårsdag i Chicago.
Lørdag tog jeg cyklen en stor trøje og skiundertøjet på og cyklede til nabobyen Evanston, den sidste forstad inden postnummeret hedder Chicago. Man kan virkelig se forskellen fra store flotte og velhavende Wilmette til det knap så flotte Evanston. Det er skræmmende der inden for et forholdsvis lille areal er så stor forskel på midler og hvem man er. Måske er det bare USA i en nøddeskal? Og det værste er at jo længere syd du kommer, jo værre bliver det. Evanston er vand ved siden af den sydlige del af Chicago.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar